Jeg husker tydeligt min første dag på min lederuddannelse. Jeg var pavestolt over at have fået ansvaret for en medarbejder – godt nok i samarbejde med en anden elev på en lignende lederuddannelse – og jeg havde en masse forventninger til hvad der ville blive krævet af mig som leder og hvordan jeg ville agere.

Jeg startede på min lederuddannelse d. 22. januar 2007 kl 05:00 om morgenen hjemme i vores stue. Den dag fik jeg mit første barn, min søn Noah, og det var startskuddet til en uddannelse jeg reelt først blev bevidst om mange år senere.

At være chef og leder

Mange lærebøger, undervisere, eksperter og guruer fortæller alle om forskellen mellem chef og leder – eller management og leadership.

Chefen er (i min verden) ansat til at være ham, der “svinger pisken” over sine medarbejdere og sikrer at de udfører det arbejde de er ansat til. En chef sørger selvfølgelig for at rose medarbejdere det gør en god indsats men er heller ikke bleg for at uddele skideballer overfor en medarbejder der ikke performer.

Forestil dig et team som skal arbejde sig igennem junglens tætte landskab – ham der bestemmer hvem der gør hvad og hvornår de må holde pause er chefen.

Lederen er i min verden en person som hjælper, støtter, motiverer og vejleder sine medarbejdere. Han udstikker retningen, sikrer at hans medarbejdere fremstår som et team og lader gerne dem tage æren for veludført arbejde fremfor sig selv.

I eksemplet fra junglen er lederen ham, der kravler op i er højt træ og viser teamet hvilken retning de skal gå i for hurtigst at komme ud af skoven. Han motiverer dem hele tiden til at arbejde sammen om at komme sikkert ud af junglen.

Som far går du fra chef til leder

Da jeg skulle være far læste jeg en del artikler og bøger om emnet “forældre” og jeg havde nok allerede på fornemmelsen hvad det ville sige at være en god far.

En god far hjælper, støtter, motiverer og vejleder sit barn. Han er der altid når barnet har behov for ham og han stiller gerne op til leg, fodbold mm for at sikre at barnet føler sig set og accepteret.

Virkeligheden er dog langt fra den man læser sig til i bøgerne (og forestiller sig) og kolik, dræn i ørerne, udslåede tænder, hudafskrabninger, ulvetimer, karrierejob, parforhold og meget andet kan i det lange løb gøre selv den mest rolige og optimistiske leder til et vanvittigt monster der råber og opfører sig præcis som man ikke ønskede.

Jeg mistede af og til besindelsen, var frustreret over nye områder som jeg aldrig nogensinde havde prøvet før og var ulykkelig når jeg blev bevidst om hvordan jeg havde opført mig.
Jeg forsøgte ofte at være den “elskede leder” ved at please “medarbejderne” og gøre det som de ønskede – men dét lærer man bestemt også hurtigt er verdens dårligste idé.

Men da jeg mange år senere (og endnu to piger rigere) så tilbage på tiden kunne jeg tydeligt se en forandring.

Den dag jeg blev “rigtig” leder

I 2013 valgte jeg at tage springet fra lønmodtager/medarbejder til selvstændig. Det udviklede sig ret hurtigt til en succes og blot to måneder senere havde jeg den første medarbejder. Senere kom flere til og jeg har idag 5 fuldtidsansatte og 8 freelancere. Nu er jeg “rigtig” leder – i hvert fald i den forstand som de fleste tænker.

Men at lede er team af dygtige medarbejdere er faktisk ikke så langt fra det at være far.

Udfordringerne er faktisk ofte de samme:

• Man skal sikre at der er en god stemning og sikre at alle har den rette motivation for at nå målet.
• Man skal hjælpe og vejlede så den enkelte “medarbejder” på sigt bliver i stand til at udføre opgaverne på egen hånd
• Man skal sørge for at teamet arbejder sammen
• Man skal løse diverse konflikter hvad end det er i teamet eller for den enkelte person
• Man skal sammen med de øvrige ledere sikre at alle arbejder mod et fælles mål
• … og sådan kunne jeg blive ved!

Det at lede en familie er faktisk ikke meget forskelligt fra lede et team eller en virksomhed.

Hvad skal man starte med?

Om du skal starte på den ene eller den anden “uddannelse” først er et rigtig godt spørgsmål. For mit vedkommende startede jeg på FAR-uddannelsen først og fik senere hen min anden ledererfaring (bortset fra en kort periode kort før jeg blev far, hvor jeg var chef for et callcenteret hvor halvdelen af de 16 personer var tidligere hjemmeplejere… Det skræmte vist leder-livet ud af mig for en stund!)

Jeg kan derfor ikke svare på om du vil have lettere ved at være far, hvis du i forvejen sidder i et lederjob – men mit gæt er, at du vil føle at dine lederevner svigter dig, hvis du forsøger at benytte dem overfor dine børn.

Det er jo heller ikke sådan at jeg bruger mine forældre-tricks på mine medarbejdere – men tankegangen, tålmodigheden og mindsettet er meget det samme for mig.

Nu bruger jeg mine evner omvendt

Efter jeg er blevet “rigtig leder” har jeg faktisk kunne tage nogle ting med mig hjem til børnene.

I mit eget arbejde forsøger jeg at vejlede mine medarbejdere så de selv på sigt kan udføre opgaverne uden at jeg skal være indeover alle opgaver.

Den oplevelse som rent faktisk gav mig inspiration til dette blogindlæg var på vores sommerferie i Sverige, hvor vi var på en lokal legeplads. Her var en svævebane og mine to store børn (på 5 og 7 år) ville straks prøve den.
“Far… Vil du ikke hjælpe mig op?” var spørgsmålet fra begge.

I stedet for blot at sætte dem op på svævebanen valgte jeg at hjælpe dem til selv at kunne komme op. I første omgang var de ikke helt tilfredse med den beslutning men allerede efter to forsøg lykkedes det for begge selv at hoppe op og svæve afsted.

Lykken var stor hos mig men den var endnu større hos ungerne, da det gik op for dem at de godt selv kunne.

Lignende oplevelser har jeg også haft som leder tidligere hvor jeg har oplevet medarbejdere der får samme succesoplevelse.