At score piger på et diskotek og sælger serviceydelser til potentielle kunder har én forbandet ting til fælles: hvis du ikke tør tage initiativet fejler du! Kold kanvas og prisforhandlinger gør ondt i maven på mig – præcis som dengang jeg skulle invitere søde pige i byen i mine teenageår.

Note: dette blogindlæg er meget personligt – men jeg har fået rigtig meget ud af at tænke over det og skrive det ned, og jeg håber derfor også at du måske kan bruge noget af det, til din egen situation!

Mig og de unge piger

Da jeg var en ung dreng var der masser af søde piger rundt om mig – både i skolen, i fritiden og i byen. Som enhver anden teenage-knægt ønskede jeg da også brændende at score hver og én. Ikke på samme tid selvfølgelig, men du ved – når jeg så dem og var sammen med dem.

Men der var ét problem: Jeg turde ikke tage initiativet til at indlede en samtale med dem. Især ikke hvis det var én jeg ikke kendte i forvejen.

Mens mine venner slog sig løs og fik den ene flirt efter den anden hevet hjem, sad jeg altid og ventede på at den udsete pige skulle komme hen til mig og begynde at snakke med mig. Hvis det endelig lykkedes, så var det også ofte hende, der skulle holde samtalen kørende. Jeg var genert (bildte jeg mig selv ind).

Mig som sælger

Igennem mit arbejdsliv har jeg mange gange udtalt følgende: jeg er ikke sælger!
Jeg har stort set altid beskæftiget mig med salg og markedsføring… eller rettere, mest markedsføring!

Hvornår jeg fik idéen om, at jeg ikke kunne sælge, ved jeg ikke – men jeg husker tydeligt at jeg for to år siden (da jeg blev selvstændig) fortsat sagde: jeg er ikke sælger.

Hvordan jeg havde fået kunder indtil da er så en gåde for rigtig mange – inklusiv mig selv – med dét udsagn.

Jeg har altid beundret folk, der var gode til at ringe uopfordret op til kunderne og sælge dem hvad som helst – et møde, et abonnement eller noget helt tredje. Men når jeg selv skulle gøre det, fik jeg ondt i maven.

Når det kommer til pris, skulle der heller ikke meget til, før jeg begyndte at mærke uroen – for hvad nu hvis kunden syntes det var for dyrt? Så ville de jo ikke købe?

Hvad fanden er der galt?

Både min fortid med de unge piger og mine seneste år med egne kunder minder utrolig meget om hinanden. Dét er først noget jeg er blevet opmærksom på for ganske kort tid siden – faktisk i sidste uge (i skrivende stund).

Men det er de samme følelser der kommer op i mig – men hvorfor? Jeg har prøvet at vende det lidt inde i hovedet:

• Er jeg bange for en afvisning?
  Det er jo ikke verdens sjoveste ting at få et “nej” fra hverken en pige eller en potentiel kunde. Men jeg har senere lært, at et “nej” blot giver mig mulighed for at gå videre til den næste på listen. Men et “nej” vil jo også få kammerater og kollegaer til at tænke og snakke… det synes jeg jo nok var lidt pinligt – jeg fejlede!
• Er jeg bange for at fejle?
  Ja, hvem er ikke det? Jeg synes ikke det er spor morsomt at lave en fejl og jeg tænker (måske nok for meget) over hvordan andre opfatter mig som person. Jeg har høje forventninger til både mig selv og dem jeg omgiver mig med – nogle gange måske lidt for høje forventninger. Det skyldes bestemt ikke at jeg er blevet opdraget til dette, for hjemme hos os var karaktererne gode uanset hvilke man kom hjem med (så måtte det jo være skolen/læreren der var noget galt med).
• Er det negativt at score og at sælge?
  I dag vil jeg nok sige “nej” – men for en del år siden synes jeg faktisk at begge ord havde en negativ lyd i mine ører. I forhold til “at sælge” skyldes det nok 90’ernes mange telefonsælgere, som altid prøvede at prakke én et eller andet på. De er ikke forsvundet, men jeg synes det er blevet noget mere afdæmpet i dag.
  “At score” var måske nok lidt sejere – men jeg synes faktisk ikke at ordet er pænt. Det passer godt til fodbold. Var det mon fordi Scor.dk (og generelt datingsites) også fik en lidt nedladende ordlyd i mine ører?
• Er jeg introvert?
  Forleden mente én af mine nære venner, at jeg måske var introvert? Det har jeg egentlig aldrig rigtig tænkt over – så da jeg skulle skrive dette blogindlæg tog jeg en test. Den viste at jeg var midt i mellem!

Festmusikeren vs. entertaineren

Alle dem der kender mig vil nok mene at det med at jeg er introvert er noget sludder! Det mener de fleste faktisk når jeg fortæller dem at jeg i 15 år har ernæret mig ved at være festmusiker! Spille til bryllupper, konfirmationer, fødselsdage – og til store firmafester (sammen med et band).

Men sandheden er faktisk, at jeg hver evig eneste gang jeg skulle spille, havde svært ved at slå den første tone an. Alle gæsterne sidder og kigger… hvad nu hvis jeg rammer forkert? Hvad nu hvis det er for højt? Hvad nu hvis de ikke synes jeg spiller godt?

Det mærkelige kommer så her: jeg elsker at være på! Jeg elsker at være “entertainer” og underholde andre. Jeg har intet imod at være konferencier eller lave et foredrag foran en masse mennesker. Er det mere uforpligtende? Måske?

Der er nok ikke den store forskel på de to roller – men jeg tror at det igen handler om at turde tage initiativet. Det handler om, hvad folks forventninger er – og måske om hvor sikker jeg selv er?

Hvordan scorede jeg egentlig min kone?

Jeg er i dag gift og har tre børn… så hvordan hulen lykkedes det mig egentlig at score min kone, Tanja? At sælge mig selv til hende?

Jo ser du… her var to ting, som gjorde udslaget:

1. Jeg var fuld! Eller rettere… jeg havde fået et par øl. Det har jeg selvfølgelig også fået mange andre gange før, når jeg skulle score, men denne dag var det lige præcis nok til at jeg turde tage initiativet.
2. Hun så op til mig! Jeg havde plads i Danmarks Bedste Brass Band, spillede i smoking og var toppen-af-poppen (i hvert fald i Tanja’s verden). Jeg havde allerede solgt mig selv overfor hende – hun var klar til at købe!

Nu kan jeg ikke løbe rundt og drikke mig en lille bøh-mand på hver gang jeg skal sælge (dét bliver sgu et skråplan) og det virker måske også lidt akavet at jeg altid kommer til det første møde iført smoking… men jeg må kunne overføre nogle af de samme ting i forhold til at tage initiativet.

Mange folk har igennem noget tid tilkendegivet at jeg allerede har solgt mig selv, når jeg begynder at snakke… så hvad fanden er problemet?

Udfordringen!

Jeg har besluttet mig for at give mig selv en udfordring! Jeg vil kunne ringe til nye, potentielle, ukendte kunder! Jeg vil kunne give dem en pris! Jeg vil kunne sælge!

Jeg vil i den kommende tid gøre følgende:

1. Ringe til en virksomhed, som ikke kender mig i forvejen og forsøge at få aftalt et møde
2. Give en kunde et mundtligt tilbud – uden at gå i forhandlingsmode med det samme

Kort sagt: jeg vil tage initiativet!
Og du skal nok blive holdt opdateret, hvis du følger med på bloggen (eller på LinkedIn / Facebook)

Dét med pigerne behøver jeg gudskelov ikke teste af igen… det giver sådan et forfærdeligt rod! Og jeg er yderst tilfreds med den “handel” jeg lavede i tidernes morgen – småfuld og iført smoking 🙂

Har du nogle gode råd til mig?

Under dette blogindlæg er et kommentarfelt – brug det, hvis du har et godt råd til mig, eller hvis du kan genkende noget af ovenstående (så jeg bare lige bliver bekræftet i, at jeg ikke er ene om det).

Tak fordi du læste med!

Martin